Halloween eller Allehelgens? Her er forskellene på de to højtider

Når oktober lakker mod enden, er der mange, der glæder sig. Det betyder nemlig, at det er blevet tid til at fejre Halloween med fantasifuld udklædning, udskårne græskar og bunker af slik.

Men selvom Halloween er en forholdsvis ny fest, som vi har overtaget fra USA, har vi i Danmark altid fejret noget d. 31. oktober.

Det er nemlig også dagen for allehelgensaften. Men hvad går de to årstider ud på, og hvordan adskiller de sig egentlig fra hinanden?

Allehelgensaften er en religiøs fest

De to højtider bliver ofte forvekslet, fordi de ligger på samme dato og begge drejer sig om de afdøde. Men en af de helt store forskel på Allehelgens og Halloween er, at Allehelgens er en religiøs højtid.

Den har nemlig oprindelse i kristendommen, hvor højtiden oprindeligt handlede om at ære alle de helgener, der ikke har deres egen helgendag henover året. Halloween er i modsætning hertil en højtid med hedenske rødder, som dog senere er blevet tilført kristne skikke.

Sådan fejres højtiderne

Den danske folkekirke har i mange hundrede år fejret d. 31. oktober ved blandt andet at sætte levende lys i gravene.

Halloween er en nyere fejring, der først er kommet til Danmark for ca. 15 år siden, og som stadig opfattes som et amerikansk fænomen.

Det er især børn og unge, der holder af Halloween, da højtiden fejres ved at klæde sig ud og rasle. Alderen på de deltagende er også en afgørende forskel på Halloween og Allehelgens.

Allehelgens er i højere grad en voksenfest, da det er de færreste, der tager små børn med ud på kirkegården for at sætte lys i gravene. Desuden er Allehelgens en fejring, der ofte sker i eller i forbindelse med kirken, mens Halloween holdes privat.

Højtiderne bliver flettet sammen

Der er altså flere forskelle på Allehelgens og Halloween. Ikke desto mindre bliver de to højtider i vores moderne samfund flettet sammen.

Halloween har på mange måder overtaget religiøse skikke fra den kristne Allehelgens. Uanset hvad og hvordan man fejrer, er det sikkert, at højtiden kommer som et kærkomment afbræk i den mørke og kolde tid.