Friske rispapirruller er sunde, lækre og nemme at lave

De fleste af os kender til og holder af de klassiske dybstegte forårsruller. Men vidste du, at der er et friskt alternativ, som er mindst lige så lækkert og endda sundere?

Friske rispapirruller er over de seneste år blevet en utrolig populær ret, både som forret og til middag. Det skyldes flere ting. Rullerne er ikke kun nemme og hurtige at lave, de er også sundere end de traditionelle forårsruller.

Samtidig kan man fylde disse ruller med næsten hvad som helst. Vil man gøre måltiddet endnu mere spændende, kan man tilføje soya, gomadressing eller noget helt tredje, som man kan dyppe rullerne i.

Det er garanteret, at rispapirruller vil gå rent ind hos hele familien.

Giv dit køkken et eksotisk islæt

Rispapirruller er oprindeligt fra Vietnam, hvor de bliver spist i stor stil. Rullerne består af fyld og tyndt rispapir. De er på kort tid blevet populære over hele verden, da de er utroligt lækre og samtidig sunde.

Det er en god og nem måde at få flere grøntsager ind i hverdagen. Mulighederne for, hvad man kan putte i, er næsten uendelige – både grøntsager, kød, krydderurter, frugter og bær kan bruges.

Samtidig kan man også lave et væld af dressinger, som man kan dyppe rullerne i. Derfor er rispapirruller noget, der falder i alles smag – både børn og voksne.

Sådan laver du dine egne rispapirruller

At lave dine egne rispapirruller er ikke svært, også selvom du ikke har prøvet det før. Som sagt kan du selv vælge, hvad du vil have i.

Af grøntsager egner agurk, gulerod, kål, bønnespirer, peber og rødbede sig fint. Dertil kan du vælge, om du vil have kød i, fx kylling, oksekød eller rejer.

Alt skal skæres ud i fine stykker eller strimler. Når det er gjort, tager du en plade rispapir, som du bløder op i vand i 5-10 sekunder. Derefter lægger du fyld på midten af rispapiret og ruller, som du ville gøre med en pandekage.

Og så skal der ikke mere til, før de er klar til at spise. Det er derfor også en hyggelig ret at spise og servere, da man kan lave den sammen.